Du kan blive gadeartist for en dag

SILKEBORG Har du en drøm om at blive gadeartist, så har du mulighed for det - i hvert fald for en enkelt dag.

I forbindelse med, at Danmarks Internationale Gadeteater Festival besøger Silkeborg i dagene i 14. til 17. august, vil arrangørerne gerne have fat i lokale deltagere til en stor street parade hen på eftermiddagen torsdag den 15. august.

Det kræver ikke de større forberedelser at være med, men dagen forinden, altså onsdag den 14. august, skal man være med i en tre timers workshop fra kl. 17, så man kan lære nogle små koreografier inden showet.

Ellers er alt ordnet på forhånd:

Kostumerne ligger klar og musikken spiller. De professionelle musikere, dansere og kostumedesignere står klar til at hjælpe, så du kan deltage på lige præcis den måde, som du føler dig tilpas med.

Deltagerne behøver hverken at have erfaring med dans eller musik for at være med - alle er velkomne - børn, unge, voksne og ældre.

Tilmelding til arrangementet kan ske til kulturkonsulent Nina Knappe ved Silkeborg Kommune.