Kongelige musikere indtager Torvet på cykel

SILKEBORG Fem cyklende kongelige musikere lægger vejen omkring Torvet i Silkeborg torsdag den 1. august og giver koncert fra Torvescenen kl. 16.

De fem er Jonas Wiik, Lars Ejlif Hansen, Henning Hansen, Keld Jørgensen og Jonathan Borksand Hanke, tilsammen »Royal Danish Brass«.

Tilsammen kan de byde på instrumenterne trompet. piccolotrompet, horn, lur, basun og tuba.

Med på turneen er også Nikolaj Richardt Jørgensen, der klarer en række praktiske opgaver.

De tager på en årlig sommerkoncertturné på cykel - også kaldet »Brass on Bikes«, og i år går turen blandt andet omkring Silkeborg.

Ved promenadekoncerten vil de fem kongelige musikere og cykelryttere divertere med festlige og iørefaldende musikstykker - og et par af blæserne vil kaste sig ud i virtuose solopræstationer på piccolotrompet og tuba.