Mand kørt til hospitalet efter trafikuheld

SILKEBORG To biler bragede sammen i krydset Søndre Ringvej/Gjessøvej kl. 05.48 torsdag morgen, og en person blev efterfølgende sendt til hospitalet i Viborg.

Det oplyser Michael Svendsen fra politiet i Silkeborg.

En 32-årig mand fra Silkeborg kørte ad Gjessøvej i østlig retning. Idet der var grønt lys fortsatte han med fart ud i krydset ved Søndre Ringvej.

Samtidig kørte en 39-årig mand fra Them over for rødt lys, da han kørte i nordlig retning ad Søndre Ringvej.

De to biler bragede sammen, og ifølge politiet gik det værst udover sidstnævnte bilist.

Midtjysk Brand og Redning var også på stedet efter ulykken. De hjalp til med at få klippet bildøren af, så manden kom ud. Han blev kørt til tjek på hospitalet, idet han blødte fra hovedet og armen. Ifølge politiet kan den 39-årige se frem til en sigtelse, fordi han ikke overholdt sin vigepligt.