Flere sigtet for ulovlig kørsel

SILKEBORG Henover weekenden opdagede politiet flere trafikanter, som kørte ulovligt.

Lørdag 20.40 blev en 20-årig mand fra Kjellerup-egnen standset, da han kørte i bil på Eidervej i Silkeborg.

Tests viste, at han havde drukket for meget alkohol og havde taget narko. Så han blev anholdt og taget med for at give en blodprøve.

20 minutter senere var det en 32-årig mand fra Herning, som på Nordre Ringvej gjorde sig uheldigt bemærket. Manden blev noteret for at køre bil, selv om han er frakendt kørekortet.

Klokken 21.28 kontrollerede politiet en 70-årig mand, der kørte på scooter på Christian 8.s Vej i Silkeborg.

Manden viste sig at være påvirket af alkohol, og mere end tilladt, så han blev anholdt.

Søndag formiddag blev en 26-årig mand fra Bjerringbro-egnen stoppet, da han klokken 09.25 kørte bil på Borgergade.

Manden blev sigtet for både sprit- og narkokørsel, samt for at køre bil, selv om han ikke har generhvervet sit kørekort.