Politiet vil have fat i mand med sprayflaske på Århusbakken: Brand i påhængsvogn var formentlig påsat

Adam Haff 

Politiet vil gerne tale med en yngre mand, som blev set ved trailer umiddelbart før den brød i brand

SILKEBORG Lokalpolitiet i Silkeborg efterlyser en anslået 18-25-årig mand, som sent mandag aften blev set i forbindelse med en brand i en påhængsvogn, der holdt ud for Vibevej 11 på Århusbakken.

Personvogns-traileren tilhører Sosu-skolen.

Tre unge mænd var på stedet og kørte bort i en bil, da branden brød ud. Klokken 23.39 indløb alarmopkaldet, som sendte politiet og Brand og Redning til adressen.

- Vi vil meget gerne tale med en yngre mand, som blev set ved påhængsvognen. Vidner har fortalt, at den yngre mand kort inden branden brød ud, stod ved vognen med en sprayflaske i hånden, siger politikommissær Bent Riber Nielsen fra lokalpolitiet i Silkeborg.

Branden kan være opstået ved, at der med en lighter blev sat ild til sprayflaskens indhold.

Ilden var stort set slukket, da brandvæsenet nåede frem. Selve påhængsvognen forblev intakt.

Hvis der, som antaget, er tale om forsætlig ildspåsættelse, så stiller sagen sig alvorligt, siger politikommissæren.

Han oplyser, at manden med sprayflasken er 180 - 185 centimeter høj og spinkel af bygning. Han har brun hud, kort, sort hår og taler dansk med accent.

Den efterlyste mand og hans kammerater kørte fra stedet i en mørk bil, der kunne være en Peugeot 206.

Hvis man har oplysninger i sagen kan politiet kontaktes på telefon 114.