SIF skriver kontrakt med keeper

Mathias Hove Andersen 

Magnus Dalsgaard er kommet på kontrakt i Silkeborg IF

FODBOLD 19-årige Magnus Dalsgaard har torsdag skrevet under på sin første fuldtidskontrakt med Silkeborg IF, der løber til årets udgang.

- Det er superfedt. Jeg er jo kommet på Silkeborg Stadion (Mascot Park, red.), siden jeg var lille, så det har altid været min drøm at komme på kontrakt, siger Magnus Dalsgaard.

Målmanden har trænet med førsteholdstruppen hele sommeren og fik sin uofficielle debut i opstartens første træningskamp mod Vejle.

Han har dog ikke været med i truppen på superligaholdet og er heller ikke i spil til fredagens hjemmekamp mod Hobro IK, hvor førstemålmand Oscar Hedvall suppleres af målmandstræner Thomas Nørgaard.

- Magnus har siden træningsstart med A-truppen gjort et så godt indtryk, at vi har valgt at lave en kontrakt resten af året. Det giver mulighed for at se, om Magnus fortsat kan lægge på i sin udvikling. Magnus er reaktionsstærk og yderst målrettet, men som andre unge målmænd, skal han blive endnu mere afklaret i sine beslutninger, siger sportschef Jesper Stüker, der ikke vil udelukke, at endnu en målmand kan blive tilknyttet, hvis den helt rigtige mulighed opstår.