Silkeborg-talent vandt DM-guld i suveræn stil

Michael Helligsø 

20-årige Anders Emil Ejlersen slog hole-in-one og blev dansk mester i slagspil. Dermed fik han en perfekt optakt til denne uges Made in Denmark Challenge Tour på Kildebjerg Ry-banen

GOLF Den 20-årige amatørspiller fra Silkeborg Ry Golfklub, Anders Emil Ejlersen, har gang i en fremragende sæson.

Det er kun en måned siden, at han fik sit gennembrud ved at vinde Nordens største amatørturnering, Danish International Amateur Championship, i Silkeborg foran storfavoritten John Axelsen.

Og søndag sikrede Silkeborg-talentet sig så sit første danske mesterskab, da han på Københavns Golfklubs bane vandt DM i slagspil på suveræn vis.

Her lavede han fredag en hole-in-one på et par-4 hul - en såkaldt albatross - og resten af turneringen fortsatte det gode spil.

Anders Emil Ejlersen var efter tre runders spil 13 under par, og med en total på 63 slag vandt han med suveræne fem slag ned til Jonathan Gøth-Rasmussen fra Helsingør på andenpladsen og med seks slag ned til Magnus Lomholt fra København.

- Jeg putter vanvittigt godt. Og så lavede jeg den hole-in-one i fredags, som kickstartede det hele, lød det efter turneringen fra Anders Emil Ejlersen fra Silkeborg Ry Golfklub.

Skal kæmpe mod professionelle
Han får kun få dage til at nyde triumfen. Onsdag stiller skal han dyste med Europas næstbedste spillere på Challenge Touren, der lægger vejen forbi Silkeborg Ry Golfklubs bane i Kildebjerg Ry.

Amatørspilleren har kvalificeret sig til turneringen efter sine præstationer på den professionelle Ecco Tour, og den kommende uge kommer han blandt andet til at dyste mod klubkammeraterne Morten Ørum Madsen og Oliver Hundebøll.

Turneringen afvikles for første gang på Kildebjerg Ry-banen, der tidligere i år var vært for den professionelle Ecco Tour på third level-niveau, der i øvrigt blev vundet af Oliver Hundebøll.

Morten Ørum Madsen, der selv har vundet en turnering på European Tour, uddeler roser til sine to unge klubkammerater.

- Både Oliver og Ejlersen har så meget talent, at de sådan set selv bestemmer, hvor gode de vil være, alt efter hvor meget arbejde de vil lægge i det.

- De besidder begge alt hvad man skal have nu til dags for at blive en god professionel golfspiller. De har ekstremt meget fart i køllen, de har ingen frygt for at skyde lavt, og så er de iskolde under pres, siger Morten Ørum Madsen, der ser frem til at spille i Ry.

- Det er fedt, at der nu er Challenge Tour i Ry. Det er altid dejligt at spille i Danmark uanset hvor det er, og nu flasker det sig endda sådan, at det er min hjemmebane nummer to, siger Morten Ørum Madsen.