17-årig pige anmelder voldtægt på toilet på Smukfest

SKANDERBORG Sydøstjyllands Politi beder offentligheden om hjælp, efter at en 17-årig kvinde har anmeldt en voldtægt i teltområdet Kærligheden på Smukfest ved 23-tiden mandag aften. Det skriver Aarhus Stiftstidende.

Den unge kvinde blev udsat for fuldbyrdet voldtægt i teltområdet Kærligheden mark 1 i ét af de toiletter, som vender ud mod motorvejen, ifølge politikommissær Poul Steffensen, Sydøstjyllands Politi.

- Hun gik på toilettet, og da hun var på vej væk derfra, blev hun skubbet tilbage på toilettet af en ukendt mand, der begik fuldbyrdet voldtægt. På et tidspunkt bliver der banket på toiletdøren, og så afbryder han og forsvinder ud af døren i ukendt retning, siger Poul Steffensen.

Den unge kvinde har givet et sparsomt signalement af gerningsmanden. Han beskrives som en mand på 20-25 år, ca. 180 cm og med hår, der dækker ørerne. Han havde mørkt fuldskæg uden overskæg.

- Vi vil meget gerne i kontakt med vidner, der kan have observeret noget mistænkeligt. Specielt vedkommende, der bankede på toiletdøren, lyder det fra Poul Steffensen.

Hvis du har oplysninger i sagen, kan du kontakte politiet på tlf. 114.