29-årig sigtet for flugt-uheld

SEJLING Politiet sigtede onsdag en 29-årig mand fra Silkeborg for at være den bilist, som fredag aften påkørte en cyklist ud for Ørevadbrovej 15 i Sejling, hvorefter bilisten stak af fra uheldet.

- Manden nægter sig skyldig, men vi mener, at det var ham, som førte bilen, siger John Toft, der er politikommissær ved politiet i Silkeborg.

Under onsdagens afhøring på politistationen forklarede den sigtede bilist, at andre havde kørt i bilen og at den ikke havde været involveret i et uheld.

John Toft oplyser, at bilen er ejet af en kvinde i Stoholm, som har fortalt politiet, at hun har haft den udlånt til andre personer.

- Bilen har skader, som passer med at det var den, der ramte cyklisten. Og den 29-årige mand svarer til signalementet af flugtbilisten, siger John Toft.

Ved uheldet blev den 21-årige kvindelige cyklist væltet omkuld. Hun fik skrammer på sin ene arm og en bluse ødelagt.

Den 29-årig silkeborgenser er sigtet for at forårsage et uheld og for at stikke af fra det.