Store hashfund i Silkeborg

SILKEBORG Politiets narkopatrulje beslaglagde først på eftermiddagen en større mængde skunk fra to mænd i Silkeborg.

Patruljen kontrollerede klokken 12.45 en 31-årig mand, som kom gående på Langelinie. Betjentene kendte manden fra byens narkomiljø, så de visiterede ham.

I en pose havde manden 60 gram skunk, altså stærkt euforiserende hash, som han blev sigtet for at have.

En time senere bankede patruljen på døren til en lejlighed på samme vej, fordi der lugtede kraftigt af hash fra boligen.

Under den efterfølgende ransagning fandt politifolkene 540 gram skunk og 14 gram hash, som den 33-årige beboer blev sigtet for at have. Begge sigtelser handlede om besiddelse til eget brug.