Plafferen sikrede SIF et point i målfest

Peter A. Sørensen 

SIF var igen tæt på sejren, men fejl kostede dyrt

FODBOLD SIF har fortsat sin første sejr til gode, men en flot indsats var tæt på at give tre point i søndagens opgør mod Sønderjyske på Jysk Park.

SIF var to gange foran - 1-0 og 2-1, og selvom gæsterne kom i front, svarede SIF igen, for Plaffeminister Ronnie Schwartz var knivskarp. Han scorede tre gange i opgøret.

Første halvleg blev en opløftende oplevelse. SIFerne stod godt defensivt og begik ingen større fejl, og så er SIFerne pludselig blevet gode på hjørnespark.

Det gav pote efter 21 minutter, da Anders Hagelskjær snittede et hjørnespark videre til Schwartz, og så stod der 1-0.

SIF-angriberen fik før opgøret støtte fra fansene, der med et stor banner slog fast, at »Vi står bag dig, Ronnie«.

Efter pausen så Oscar Hedvall skidt ud, da Sønderjyske udlignede på et skud fra Mart Lieder, men Schwartz bragte igen SIF på vinderkurs efter 56 minutter.

En stor fejl af Frederik Alves var optakten til 2-2 målet, hvor Marco Rojas scorede, og det så for alvor skidt ud for SIF, da Mart Lieder bragte Sønderjyske i front efter 71 minutter på et flot kontraangreb.

Men med otte minutter igen udlignede Schwartz til 3-3, og det blev slutresultatet.