Borgmester om Larsens død: Vi har mistet en enestående iværksætter, vi kan være stolte af

Søren Nielsen 

Midtjyllands Avis har modtaget en kort kommentar fra Silkeborgs borgmester Steen Vindum

SILKEBORG I forbindelse med Lars Larsens død udtaler borgmester Steen Vindum, Silkeborg Kommune, i en kort skriftlig kommentar:

»Det er med stor sorg, at jeg har modtaget meddelelsen om Lars Larsens alt for tidlige død.

Lars Larsen var en enestående iværksætter og forretningsmand, og han efterlader sig et livsværk, som hele Danmark kan være stolte af.

Lars Larsen boede store dele af sit liv i Silkeborg, hvor han aktivt engagerede sig og blev et forbillede for erhvervslivet.

Han hjalp nye, store kulturinstitutioner og store idrætsarenaer på vej med store sponsorater, og han var med til at sætte Silkeborg på verdenskortet, da han med ’et godt tilbud’ bragte den internationale golfturnering Made in Denmark til Silkeborg forrige år.

Mine tanker og medfølelse går til Lars Larsens familie. Han vil blive savnet.«

Midtjyllands Avis taler senere med borgmesteren i et længere interview.