Lars Larsens bisættelse lagt fast

Brian Holst 

Bisættelsen finder sted fra Sejs-Svejbæk Kirke

SILKEBORG Lars Larsen skal bisættes blot få hundrede meter fra sit hjem i Sejs-Svejbæk.

Bisættelsen finder sted på torsdag klokken 14.00 fra Sejs-Svejbæk kirke på Julsøvej, oplyser kommunikationschefen i Jysk, Rune Jungberg Pedersen.

Det er Resenbro Begravelsesforretning, der skal forestå bisættelsen.

- Det er familiens ønske - og Lars Larsens - at hvis man føler, at man har behov for at tage afsked med Lars Larsen, så er man velkommen. Der er i princippet ingen regler for, om man må være i kirken, siger Gert Kristoffersen fra Resenbro Begravelsesforretning.

Der er plads til ca. 180 siddende i kirken, men Gert Kristoffersen er klar over, at der formentlig møder flere frem.

- Der vil være hjælp til parkering på stedet, og så er vi ved at finde ud af, om der skal være højtaleranlæg udenfor. Og så håber vi på tørvejr, konstaterer Gert Kristoffersen.

Det er i øvrigt bestemt, at der i dag, tirsdag, bliver lavet en mindeplads tæt på Lars Larsens gravsted, hvor der er mulighed for at lægge blomster. Det oplyser kirkegårdslederen fra kirken i Sejs-Svejbæk, Jens Skovbjerg Hansen.

Der vil i dag blive opsat skilte ved kirken, som viser vej til mindepladsen.

Flere - særligt lokale borgere i Sejs-Svejbæk - har efterspurgt muligheden for at mindes Lars Larsen ved at nedlægge blomster.