BSV besejrede oprykker i sidste test

Mathias Hove Andersen 

Bjerringbro-Silkeborg hentede den ventede sejr over Fredericia HK i generalprøven

HÅNDBOLD Bjerringbro-Silkeborg trak sig sejrrigt ud af onsdagens generalprøve mod Fredericia HK, der blev besejret med 35-31 foran 872 tilskuere i Jysk Arena.

Oprykkerne imponerede ellers i indledningen, hvor BSV kom bagud med 3-6, men midtvejs i første halvleg kom værterne tilbage på omgangshøjde, da Jacob Lassen udlignede til 9-9.

Efterfølgende sendte Sebastian Skube hjemmeholdet i front for første gang i opgøret, og BSV øgede føringen frem mod pausen, hvor stillingen var 18-15.

I anden halvleg fortsatte BSVerne med at udbygge forspringet, og efter 42 minutters spil var værterne foran med 27-21. Fredericia kom efterfølgende tættere på, men BSV-sejren var aldrig i fare, og storfavoritterne endte med at vinde den sidste test med fire overskydende mål.

Peter Bredsdorff-Larsens mandskab fik dermed en fin optakt til søndagens ottendedelsfinale i pokalturneringen, hvor Mors-Thy venter på udebane.

I generalprøven var BSV uden langtidsskadede Stefan Hundstrup og Nikolaj Øris, som er på skånekost. Der var tilgengæld en masse spilletid til nyerhvervede Mads K. Andersen, der bød ind på flere forskellige positioner og scorede fem gange. På stregen blev islandske Thráinn Orri Jónsson noteret for et enkelt mål.

Gæsterne havde Rasmus Thiemer-Jensen med på bænken, men den tidligere BSV-spiller var ikke i stand til at spille og kom derfor ikke i aktion på sin tidligere hjemmebane.