Atelierdørene åbner

KUNST I den kommende weekend inviterer 95 kunstnere i Silkeborg og opland indenfor, så man får mulighed for at se deres kunst, og hvordan de enkelte kunstnere arbejder med deres værker.

Det sker i forbindelse med en af årets helt store kunstbegivenheder, Åbne Atelierdøre, som i år finder sted for 26. år i streg.

Traditionen tro bliver der varmet op fredag eftermiddagen med Montmarte-stemning på Skoletorvet, hvor man kan møde nogle af kunsterne, mens de arbejder ved deres staffelier. Åbningstalen holdes i år af chefredaktør ved Midtjyllands Avis, Hans Krabbe. Lørdag og søndag tager kunstnerne så imod publikum hjemme i deres atelierer.

I Jysk Musikteater kan man frem til søndag se en stor fællesudstilling med samtlige kunstnere, der deltager i weekendens Åbne Atelierdøre.