Lars Larsens bisættelse: En hilsen fra kronprinsen og andre kendte

/ritzau/ 

Blandt gæsterne ved Lars Larsens bisættelse var erhvervsminister Simon Kollerup (S) og bokseren Brian Nielsen

SEJS-SVEJBÆK En række kendte var blandt gæsterne, og andre havde tænkt på blomster til Lars Larsens bisættelse torsdag eftermiddag.

Kronprins Frederik havde blandt andre sendt en krans.

Det samme havde familien Holch Povlsen, der ejer Bestseller-koncernen.

Blandt gæsterne var erhvervsminister Simon Kollerup (S), Silkeborgs borgmester Steen Vindum (V), tidligere landsholdsspiller og tidligere sportschef i Silkeborg IF Ebbe Sand og bokseren Brian Nielsen.

Uden for kirken var en stor gruppe Jysk-ansatte mødt op i lyseblå Jysk-skjorter før bisættelsens begyndelse. Med sig havde de 600 blå roser for at mindes den afdøde Jysk-stifter.

Kirken blev fyldt helt op.

På søndag vil fodboldklubben Silkeborg IF mindes erhvervsmanden ved at spille med sørgebind i udekampen mod Esbjerg.

Lars Larsen døde mandag morgen, 71 år gammel. Han havde i flere måneder været syg af leverkræft.

I juni trak han sig fra bestyrelsen i Jysk, som han stiftede i 1979 og siden er blevet til en verdensomspændende koncern med 2800 butikker i 52 lande.

Lars Larsen efterlader sig sin kone Kristine, to børn og fire børnebørn.

Sønnen Jacob Brunsborg har overtaget posten som bestyrelsesformand i Jysk.