Forløsning: KFUM hentede sæsonens første sejr

Mathias Hove Andersen 

I tredje forsøg kom Silkeborg KFUM på pointtavlen i danmarksserien

FODBOLD Fredag aften hentede Silkeborg KFUM sæsonens første sejr i danmarksserien, da IF Skjold Sæby blev besejret med 3-0 på Jysk Park.

Nicolai Johansen åbnede scoringen midtvejs i første halvleg, og kort efter pausen udbyggede KFUM-profilen til 2-0. Kampens sidste scoring blev sat ind af rutinerede Thomas Dalgaard i det 67. minut.

Silkeborg KFUM havde åbnet sæsonen med to nederlag på udebane, hvor holdet måtte se sig slået med henholdsvis 7-1 og 2-1 af Holstebro Boldklub og Aarhus Fremad.

Med fredagens hjemmesejr avancerede KFUMerne til en øjeblikkelig ottendeplads i tabellen, hvor IF Skjold Sæby indtager femtepladsen.