Smuk SIF-scoring gav point i bundbrag

Mathias Hove Andersen 

Shkodran Maholli leverede en oplagt kandidat til årets SIF-mål, da holdet spillede uafgjort for tredje gang i træk

FODBOLD Silkeborg IF er stadig uden sejr efter syv kampe i landets bedste række. Søndagens udekamp i Esbjerg sluttede 2-2, og det var tredje gang i træk, at Kent Nielsens tropper spillede uafgjort.

Hjemmeholdet tog føringen efter et hjørnespark i det 14. minut, hvor Joni Kauko kom først på bolden. Esbjerg-spillerens hovedstød blev headet i græsset og sad lige på Oscar Hedvall, men SIF-keeperen så sig nødsaget til at give en returbold, og det blev straffet. I første omgang blev kuglen sendt op på overliggeren, og efterfølgende kunne Adrian Petre sparke bolden i nettet fra kort afstand.

SIFerne lod sig dog ikke ryste af scoringen, og gæsterne blev ved med at byde ind i det jævnbyrdige opgør. Det gav en chance i det 37. minut, hvor Mads Emil Madsen fik en fin mulighed i feltet, men midtbanespilleren sendte bolden et pænt stykke over hjemmeholdets mål.

Tre minutter senere lykkedes det dog for Ronnie Schwartz at bringe balance i regnskabet. Det var Anders Hagelskjær, der fandt »Plaffeministeren« i feltet, og med en veltimet førsteberøring vristede SIF-topscoreren sig fri, inden han prikkede bolden forbi fremadstormende Jeppe Højbjerg.

Værterne kom bedst ud til anden halvleg, og optimismen voksede blandt hovedparten af de 3849 tilskuere. Shkodran Maholli fik dog lukket munden på Esbjerg-fansene i det 57. minut, hvor SIF-angriberen modtog bolden i højresiden. Efter lidt betænkningstid tog svenskeren et træk ind i banen, og fra lang afstand krøllede han bolden op i krogen med en fremragende afslutning.

Drømmen om at hente sæsonens første sejr blev dog slukket i det 72. minut, hvor Svenn Crone begik et frispark på kanten af eget felt. Det udnyttede Adrian Petre, der sendte bolden over muren og direkte i nettet til slutresultatet 2-2.

SIF er sidst med tre point, mens Esbjerg er næstsidst med fem point. Samme antal har Randers FC på 12.-pladsen.