Gjern igen klar med Haverytmer

På fredag 30. august er alle velkomne til årets udgave af Haverytmer i Gjern med hygge, musik og den særlige Haverytmer-stemning

GJERN Haverytmer i Gjern er noget ganske særligt. Det er god musik, en unik stemning med scene, kulørte lamper, bar og hygge for enhver.

I år skal Haverytmer være i den have, der hører til den gamle station i Gjern.

- Vi er meget taknemlige for, at de åbner deres have for Haverytmer. Det er en fantastisk have til formålet med god plads, nærhed og rum, som vi har store forventninger til bliver noget helt specielt. Og scenen kommer til at stå under det store lindetræ midt i haven, og der bliver både plads til publikum, der hygger sig i teltet og dem, der vil tættere på musikken og rigtigt mærke den, fortæller Kaj Markussen, der er en af initiativtagerne til Haverytmer.

Alsidige musikalske indslagt
Musikken bliver i år alsidig med tre meget forskellige indslag. De lokale Svensson og Nymann, der begynder med sang og guitar.

Derefter Carsten Vogel med sin jazzkvartet, der spiller melodisk jazz med Vogels saxspil i front og endelig Chris Grey & The Bluespand, som er tre unge, fynske funkmusikere, som kommer med energi, humør og vildskab.

- Vi glæder os over programmet og håber, at Gjern og omegn tager godt imod det, siger Kaj Markussen.

Haverytmer begynder altid klokken 18 med mad og musik, og indtil klokken 21 er børn under 18 år også meget velkomne til at være med. Derefter er det en voksenfest til langt ud på natten.