Silkeborg-roer skaffer OL-billet

Peter A. Sørensen 

Den danske firekajak skal med til OL, og Line Langelund satser alt på at komme med

KAJAK Kajakroeren Line Langelund fra Silkeborg er et stort skridt tættere på en OL-billet. Fredag eftermiddag blev firekajakken med blandt andre Line Langelund Eriksen udtaget, og nu er det sidste nåleøje at holde sig i båden, indtil OL i Tokyo skydes i gang næste sommer.

- OL er en kæmpe drøm. Jeg vil sindssyg gerne med, siger Line Langelund, da Midtjyllands Avis fanger hende under DM-stævnet i Silkeborg.

Her skal Line Langelund på vandet første gang fredag eftermiddag, men fokus er allerede rettet mod OL, hvor fem danske piger kæmper om de fire pladser i båden.

- Jeg skal bevise frem til sommer, at jeg skal med. Det næste år koncentrerer jeg mig også 100 procent om kajak. Vi skal ro om pladserne, og fire ud af fem piger kommer med, men jeg føler selv, at jeg ligger lunt i svinget. Men den er på ingen måde home safe, lyder det fra Line Langelund.

De øvrige piger i båden er Emma Aastrand Jørgensen, Julie Frølund Funch og Pernille Knudsen. I øjeblikket er Bolette Nyvang Iversen reserve.