Silkeborg-søskende satte punktum for DM med guldmedalje

Michael Helligsø 

Thorbjørn Rask vandt i 5000 meter enerkajak, mens Cathrine Rask sejrede hos kvinderne

KAJAK De danske sprintmesterskaber i kano og kajak blev søndag afsluttet på Silkeborg Langsø, og DM-stævnet sluttede med to hjemmesejre.

I både mændenes og kvindernes 5000 meter enerkajak endte det nemlig med Silkeborg-sejre, og de tilfaldt endda et søskendepar fra Gjessø.

Hos mændende vandt unge Thorbjørn Rask knebent foran en anden maratonspecialist, klubkammeraten Mads Brandt Pedersen, og hos kvinderne kunne storesøster Cathrine Rask glæde sig over en førsteplads foran Bolette Nyvang fra Hellerup.

OL-aktuelle Line Langelund fra Silkeborg hentede også guld i firerkajakken søndag, hvor hun stillede op med de tre roere, hun var til VM med i sidste weekend.

Derudover blev det ikke til flere guldmedaljer i søndagens seniorfinaler for Silkeborg Kajakklub, der i alt havde 65 deltagere med til DM på hjemmebane.

Læs mere i mandagens Midtjyllands Avis