Opfordring: Flere unge i Silkeborg skal vælge en erhvervsuddannelse

Dansk Byggeri og Silkeborg Kommune vil have flere lokale unge til at vælge en erhvervsuddannelse

SILKEBORG I Silkeborg vælger 20,2 procent af de unge at tage en erhvervsuddannelse efter folkeskolen.

Det er stadig et stykke fra det nationale mål om en andel på mindst 25 procent i 2020 og mindst 30 procent i 2025.

Tallene kom frem på det årlige dialogmøde mellem Dansk Byggeri og Silkeborg Kommune. Her blev det drøftet, hvad der helt konkret skal til for at få flere unge til at interessere sig for en uddannelse inden for bygge og anlæg.

- Der er ingen tvivl om, at flere unge skal i gang med en erhvervsuddannelse, hvis vi skal imødekomme den fremtidige mangel på faglærte medarbejdere. Allerede nu kæmper flere virksomheder med at skaffe nok ansatte, siger formand for Dansk Byggeri Silkeborg, Lars L. Nielsen.

I en pressemeddelelse erklærer borgmester Steen Vindum (V) sig helt enig i, at der ligger en vigtig opgave i at få flere unge til at få øjnene op for de mange spændende erhvervsuddannelser.

- I kommunen har vi også en klar interesse i, at vores virksomheder har et ordentligt rekrutteringsgrundlag. Hvis de lokale virksomheder ikke kan skaffe de medarbejdere, de har brug for, så risikerer væksten at gå i stå. Og det vil gå ud over velfærden i kommunen, siger Steen Vindum.

Under mødet talte parterne om samarbejde mellem de lokale virksomheder og folkeskoler. Bestyrelsesmedlem i Dansk Byggeri Østjylland, Niels Præstkær, anbefalede kommunen at ansætte en erhvervsplaymaker, der kan bygge bro mellem folkeskolerne og de lokale virksomheder.

- Det er noget, vi har gode erfaringer med i andre kommuner. Det er en klar fordel at have en person, der er dedikeret til at sikre et godt samarbejde mellem skoler og erhvervsliv, så de unge får et bedre indblik i, hvilke spændende muligheder en erhvervsuddannelse giver. I en travl hverdag kan det være svært for både lærere og virksomheder at finde tid til at koordinere en indsats sammen, hvor fx et besøg på en byggeplads spiller sammen med, hvad eleverne arbejder med i dansk og matematik, siger Niels Præstkær.