Børn skal lære om lastbiler i trafikken

En karavane af lastbiler kommer forbi Silkeborg torsdag formiddag

SILKEBORG Ordet »højresving« bliver helt sikkert nævnt, når den landsdækkende trafiksikkerhedskampagne »Lastbilkaravanen« gæster Silkeborg torsdag formiddag.

Karavanen lander ved Jysk Park på Ansvej, og hele 600 lokale elever fra 0. til 2. klasse fra de lokale folkeskoler forventes at kigge forbi.

Lastbilkaravanen lærer de mindste elever om lastbiler, højresving og trafiksikkerhed. Det er vejgodstransportens brancheorganisation, ITD, der står bag kampagnen.

Omdrejningspunktet for kampagnen er pigen Magda, som sammen med børnene blandt andet vil synge sange, hvor teksten lyder: »Det er meget, meget sjovere, hvis man ikke bliver kørt over«, og »det er lettere at spise chips, hvis man ikke er pakket ind i gips«.

Udover sange får eleverne også mulighed for at kigge nærmere på lastbiler for derved at få et indblik i, hvor stort et køretøj, der egentlig er tale om.