Silkeborg-Voel skuffede fælt mod bundhold

Peter A. Sørensen OG MATHIAS HOVE ANDERSEN 

Voel-kvinderne løb ind i et overraskende nederlag mod upåagtede Ajax København

HÅNDBOLD Silkeborg-Voels ligakvinder fik hurtigt armene ned efter premieresejren over Randers HK. Onsdag aften måtte holdet se sig slået med 28-25 af Ajax København, der normalt frister en tilværelse i bunden af rækken.

Gæsterne stod for kampens første scoring, der blev sendt ind af Louise Ellebæk, men det blev Silkeborg-Voels eneste føring i Bavnehøjhallen. Efter et lille kvarters spil havde Ajax øget til 9-3, og Voel-kvinderne var i store vanskeligheder.

Værternes føring nåede også op på syv mål, inden Silkeborg-Voel kom op i omdrejninger og arbejdede sig ind i kampen. Ved pausen var Ajax-forspringet således barberet ned til tre mål ved stillingen 15-12.

Efter en målfattig indledning på anden halvleg trak Ajax fra igen, og hovedstadsklubben bragte sig foran med 19-13 efter små 42 minutters spil. Det lignede en afgørelse, men Voel-kvinderne kæmpede sig tilbage og fik kontakt ved stillingen 19-18.

Fire minutter før tid hang gæsterne stadig på, da Hege Bakken Wahlquist reducerede til 23-22, men nærmere kom Silkeborg-Voel aldrig.

Nederlaget på 28-25 var en stor skuffelse for Jakob Andreasens tropper, der var udråbt som klar favorit i kampen.