Pigespillere strømmer til SIF Q-talentcenter

Peter A. Sørensen 

Silkeborg IF Q har 56 piger med til elitetræniningen

FODBOLD Silkeborg IF Q har igen i år stor interesse for klubbens talentcenter.

56 piger har takket ja tak til talentcentertræning i Silkeborg. Succesen fra sidste år har også betydet, at klubberne havde ønsket et tilbud om ekstra træning for nuværende U13 og U14 spillere. Af samme grund har SIF Q startet en teknikskole for årgang 2006 og 2007 .

- Som pigelicensklub har vi en forpligtelse til at hjælpe med at udvikle pigefodbolden rundt omkring Silkeborg. Og jeg er virkelige stolt af den opbakning, som de andre klubber har vist. Det betyder, at vi gør noget rigtigt i de andres øjne, siger Troels Jørgensen, talentansvarlig på SIF Q Talentcenter.

I SIF Q er man stolt af succesen, og klubben kalder interessen for et tilløbsstykke. 60 piger var tilmeldt sidste år, mens der i første omgang er 56 piger med.

I år var fem klubber nødt til at melde fra til talenttræningen på grund manglende piger i årgangen. Men det har ikke afholdt 15 andre klubber for at deltage i træningen. Så interessen for at være en del af fællestræningen er stor.

Træningen foregår hovedsageligt på SIF Qs egne baner på Søholt. Andre træninger kommer til at foregå på kunststofbanerne ved det nu nedlagte stadion, nær AQUA eller inde på Jysk Park.

- Spillernes forudsætninger er forskellige. Men pigernes interesse er vigtig for os trænere. Som træner er det spændende at se, hvilken base pigerne møder op med. Jeg er dybt imponeret over den gode bredde, som klubberne har sendt af sted. Jeg kan se, at der er sket en udvikling inden for pigefodbolden gennem de sidste par år. Pigernes boldomgang har udviklet sig meget - og det er spændende, siger U13 Cheftræner Jan Christian Hansen og peger på, at specielt pigernes jonglering med bolden har udviklet sig eksplosivt.

I alt er der seks-otte trænere til stede under træningen, hvor formålet især er at lære pigerne noget nyt og anerkende deres træningsiver.