KFUM rykkede forbi Kjellerup

Mathias Hove Andersen 

Silkeborg KFUM sejrede på udebane, mens Kjellerup IF skuffede på eget græs

FODBOLD I sidste weekend kunne Kjellerup IF nærmest gå på vandet efter udesejren på 6-1 over Silkeborg KFUM, men lørdag kom holdet for alvor ned på jorden.

Hjemme på Bjerget tabte KIF med 0-1 til VRI, der vandt opgøret på en scoring af Jeppe Christensen, der slog til fem minutter inde i anden halvleg.

Gæsterne blev ellers reduceret til 10 mand i det 65. minut, hvor Rasmus Juul blev udvist med sit andet gule kort, men Kjellerup-mandskabet kunne ikke udnytte overtallet og løb ind i et skuffende nederlag.

Johansen blev helten for KFUM
Det udnyttede lokalrivalerne fra Silkeborg KFUM, der besejrede Viby IF med 3-2 på udebane.

Gæsterne bragte sig i front ved Jonas Ipsen i det 26. minut, og selvom Thomas Haahr Jacobsen udlignede på et straffespark 20 minutter inde i anden halvleg, løb KFUMerne med de tre point. Det skete efter to mål af angriberen Nicolai Johansen. I overtiden fik værternes Casper Lehmann reduceret, men det fik ingen betydning.

Rundens resultater betyder, at Silkeborg KFUM avancerer til en øjeblikkelig fjerdeplads med 12 point. Kjellerup IF følger lige efter på femtepladsen med 10 point. Begge hold har spillet syv kampe i danmarkseriens pulje fire.