Cyklist i koma efter uheld

SILKEBORG En 52-årig kvinde kom alvorligt til skade, da hun natten til søndag kørte galt på cykel.

Det skete kort før klokken 01. Kvinden ramte et helleanlæg på Østre Ringvej ved krydset ved Skærbækvej og Linåvej.

Hun væltede og slog hovedet så kraftigt, at hun fik en mindre blødning i hjernen. Kvinden blev kørt til Skejby, hvor hun blev lagt i kunstigt koma. Politiet havde mandag formiddag ikke en opdatering på hendes tilstand.