Idræt om Dagen sætter »Gang i livet«

SILKEBORG Under overskriften »Gang i Livet og i Fællesskabet« inviterer Idræt om Dagen i Silkeborg fredag 20. september kl. 16 til gåture en række steder i hele Silkeborg Kommune.

- Målet er at skabe en masse forskelligartede gåture rundt om i hele kommunen - en form for bevægelse på samme tidspunkt. Vi har jo alle brug for at være en del af et aktivt og meningsfuldt fællesskab - også når livet opleves svært eller ensomt. Endvidere har vi også brug for fysisk udfoldelse og frisk luft for at fremme vores sundhed og livskvalitet, siger lederen af Idræt om Dagen, Kaspar Ginnerup Knudsen. Gåturene finder sted i forbindelse med Folkemødet i Silkeborg.

Der vil være gåture fra Bindslev Plads, Jysk Arena, Kultur- og Idrætscentret i Gjern samt aktivitetscentrene på Rosengårdscentret, Alhuset i Kjellerup, Hyggekrogen i Voel, Grauballelund og Sorringhus.

Nogle ture fører ud i naturen, andre viser lokalområdes særkende og identitet frem.