Bookmaker udbetaler penge på SIF-nedrykning

Mathias Hove Andersen 

Bet25 har valgt at udbetale gevinst til de folk, der har spillet på en SIF-nedrykning

FODBOLD Silkeborg IF er uden sejr efter 10 spillerunder i Superligaen, og den dårlige sæsonstart får nu bookmakeren Bet25 til at udbetale gevinst til de folk, der har spillet på, at SIF rykker ned i 1. division.

- Med kun tre point i 10 kampe er det efterhånden svært at finde argumenter for, at Silkeborg IF kan redde endnu en sæson i Superligaen, udtaler Morten Olsen, der er oddschef hos Bet25.

SIF er isoleret i bunden af tabellen med en negativ målscore på 12-27, og de defensive kvaler er stærkt medvirkende til, at bookmakeren ser SIF som en sikker nedrykker.

- Målene fortsætter med at hagle ind, og samtidig virker det som om, at spillerne har mistet troen på, at det kan lade sig gøre. Derfor tøver vi heller ikke med at udbetale gevinst til de spillere, der har satset penge på en Silkeborg-nedrykning, forklarer Morten Olsen.

I de tre kommende kampe skal SIF møde FC København på udebane, FC Midtjylland på Jysk Park og AGF i Aarhus. Udsigten til at tage point fra holdene i top-3 er ikke stor, og bookmakeren har ringe tiltro til Kent Nielsens mandskab.

- Kent Nielsen er i den grad kommet på overarbejde, og ud fra et oddsmæssigt perspektiv ser det ikke ud til, at den første sejr i sæsonen kommer lige foreløbig. Silkeborg er ganske enkelt ikke gode nok til Superligaen på nuværende tidspunkt, og der er ikke noget at sige til, at det kun bliver sværere og sværere at bevare optimismen i Søhøjlandet, konstaterer Morten Olsen.