BSH-stjerner skal spille i lyserødt

Søren Nielsen 

Når spillerne fra Bjerringbro-Silkeborg løber på banen til kampen mod Mors-Thy Håndbold, bliver det i lyserøde trøjer i den gode sags tjeneste

HÅNDBOLD Håndboldherrerne hos Bjerringbro-Silkeborg (BSH) er med til at støtte op om Lyserød Lørdag, der er et landsdækkende event under Støt Brysterne-kampagnen, der indsamler penge til brystkræftsagen.

Det kommer tydeligt til udtryk, når spillerne den 4. oktober møder Mors-thy på hjemmebane. Her vil BSH-spillerne være iklædt lyserøde trøjer.

Bjerringbro-Silkeborg samarbejder allerede med Kræftens Bekæmpelse omkring »Røgfri fremtid«, og klubbens direktør, Jesper Schou, håber, at klubben i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse kan være med til at støtte kampen mod kræft.

- Ligesom vores ambition er at være med i toppen af dansk håndbold, vil vi også gøre vores bedste i kampen mod kræft,siger han og forklarer, at trøjerne bortauktioneres umiddelbart efter sidste fløjt fra dommerne.

Pengene skal gå til Støt Brysterne.

Spillerne glæder sig til at trække de lyserøde trøjer over hovedet og give tilskuerne en anderledes oplevelse, samtidig med at de – og ikke mindst de tilskuere, der får en trøje med hjem – støtter en god sag.

Flere af spillerne overvejer også selv at byde, så de kan få den flotte, lyserøde trøje med hjem til samlingen.