Frokostjazzen klar med en ny perlerække af koncerter

Christian Kloch Larsen 

Efterårets række af frokost-jazzkoncerter begynder lørdag i Kedelhuset

MUSIK Lørdag er der sæsonpremiere for Frokostjazzen i Kedelhuset og efterårets første koncert er med populære The Swinging Sisters, som hylder The Boswell and Andrews Sisters.

I front er de to syngende søstre Karen og Signe Juhl i selskab med Janne Therkelsen. Med sig har de Henrik Gunde på klaver, Nicolas Kock på bas, guitasten Bo Møller, Søren Pedersen bag trommerne, Brian Svendsen på sax og trombonisten Bjarke Nicolaisen.

The Boswell Sisters spredte med deres musik opmuntring i 20erne depressionsperiode i USA, ligesom The Andrews Sisters gjorde det under Anden Verdenskrig.

Genhør med Adrian Cox
Lørdag 5. oktober er Riverband tilbage i Silkeborg. Kendetegnende for bandet er de seks musikeres fælles inspiration samt evnen til at komme publikum i møde, når de bevæger sig ud i populære jazzklassikere, velkendte sange og elegante arrangementer.

Peruna Jazzmen overtager scenen i Kedelhuset lørdag 12. oktober. Bandet har spillet sammen i 60 år og stilen er stadig klassisk 1920’er jazz a la Louis Armstrong, Joe King Oliver og Clarence Williams.

Det trækker op til Swingstyrke 7 lørdag 19. oktober med klassikere fra swingmusikken bedste skuffe i stil med blandt andre Count Basie. Lørdag 26. oktober vender den engelske Adrian Cox Quartet tilbage efter sommerens Riverboat Jazz Festival.

Adrian Cox, som er en fremragende, engelsk klarinettist og altsaxofonist, er i spidsen for sin egen kvartet, som spiller en hyldestkoncert til den berømte klarinettist Edmund Hall.

The Swinging Feetwarmers, som er et af Nordtysklands bedste traditionelle jazzbands, er også på genvisit 3. november, da de tidligere har spillet for Frokostjazzens publikum.

Jazz i kirken
Dagen efter - søndag 4. november - står Frokostjazzen for en koncert i Silkeborg Kirke med Silkeborg Big Band og Silkeborg Motetkor samt solist Karmen Roivassepp, som opfører Duke Ellington »Sacred Concert«. Det sker i samarbejde med kristendom og kulturfestivalen KK44.

Og lørdag 9. november rykker Frokostjazzen til spillesteder Rampelys, hvor der er koncert med Mads Tolling Quartet samt Jacob Fischer

Violinisten Mads Tolling og guitaristen Jacob Fischer hører til den absolutte elite af jazzmusikere.

Svenske Secondline Jazzband er på scenen i Kedelhuset 16. november og 23. november gæster violinisten Caroline Bugala Silkeborg sammen med Kjeld Lauritsen Quartet med en koncert i Kedelhuset.

30. november er der genhør med en god, gammel kending, nemlig Norbert Susemihl Joyful Gombo, der har rødder i den jazz, der i dag spilles i New Orleans med afstikkere til caribisk inspireret musik og blues.

Byens gamle orkester, Bourbon Street Jazzband, er traditionen tro også på programmet i Frokostjazzen - det sker lørdag 7. december i Kedelhuset.

Torsdag 12. december er der julejazzkoncert i Sejs-Svejbæk Kirke med Signe Juhl Kvartet og The Swinging Sisters under overskriften »Swinging Christmas«. Den sidste Frokostjazzkoncert er med Martin Schack Kvartet, som byder på »Jazz på dansk« med udvalgte danske jule- og vintersange sammen med Morten Lund, Morten Ramsbøl og Michael Olsen.