Klapperslanger i Lunden

Christian Kloch Larsen 

Flere af de gode gamle kendinge er tilbage i viseverseklubben i løbet af efteråret

MUSIK Rattlesnakes åbner fredag aften efterårets række af koncerter i Silkeborg Viseverseklub i Lunden.

Det er et band med over 30 år på bagen. Det hele begyndte i Legoland i 1988, hvor klapperslangerne blev fast husorkester i Legorado Town.

Lige siden har Peter Stub stået i spidsen for bandet, som stadig spiller i Legoland, men som også har optrådt i det store udland og herhjemme - blandt på Jelling Festivalen og ved Silkeborg Country Festival.

Nu er turen kommet til Lunden, hvor viseverseklubben hen over efteråret byder på i alt seks koncerter.

Fredag 11. oktober er det Slåbrock Trio, der står på scenen i Lunden. Slåbrock Band var et populært navn i 1970’erne og 1980’erne og en trio med bandets stifter og sangskriver, Kjeld Torbjørn, i front turnerer stadig med numre som »To gears Diesella«, »A’e så glå ve dyr« og »Bondemand Jensen«.

En god ven af viseverseklubben, Peter Abrahamsen, vender 25. oktober tilbage til Lunden med sine Country Gumbo og et repertoire, der byder på sange fra countrysangbogen, fra Peter Abrahamsens eget danske, klassiske sangkatalog og nye kompositioner.

Erik Grip er også jævnligt inviteret til at optræde i Lunden og det gør den populære visesanger igen fredag 8. november.

De thybo-irske folkemusikere i Tørfisk er på plakaten i Lunden 22. november med masser af vestjysk charme og god musik.

Sæsonens sidste koncert i viseverseklubben er med Peter Vesth og Venner, som synger julen ind.

Med sig til Silkeborg har Peter Vesth Nashville-guitaristen Jess Leary og de kompagneres af Kristian Rusbjerg på harmonika.