Landsbyer går sammen for at skabe udvikling

Kenneth Husum 

SKÆGKÆR Otte landsbyer omkring Skægkær går nu sammen for at styrke udviklingen lokalt.

Det skal ske med en landsbyklynge, der er et samarbejde på tværs af landsbyer, der skal styrke hele området og understøtte det gode og aktive liv på landet.

Siden 2015 har Realdania, DGI og Lokale og Anlægsfonden arbejdet med landsbyklynger med henblik på at understøtte nye samarbejder på tværs af landsbyer.

Der er foreløbig etableret 29 landsbyklynger rundt om i Danmark.

Den planlagte landsbyklynge Silkeborg Nord kommer til at bestå af Skægkær, Serup, Sinding, Sejling, Lemming, Nisset, Ebstrup og Resdal.

Onsdag den 2. oktober er der informationsmøde i Hjerterummet på Skægkærskolen, hvor Simon Schärfe Rasmussen, Konsulent i DGI Lokaludvikling, vil fortælle om de muligheder som en landsbyklynge giver.

Noget af det, som landsbyklyngen skal have fokus på er at skabe en fælles identitet, støtte tilblivelsen af det fælles mødested »Kulturlanternen i Lemming« og organisere en fælles grejbank som kan bruges af de enkelte landsbyer til byfester.

Projektet med Landsbyklynge Nord bliver støttet af Silkeborg kommune.