Caminoen – på godt og ondt

GRAUBALLE Efterår er ensbetydende med, at foredragssæsonen er i gang i Gjern Aftenskole, som har fire foredrag på programmet de kommende måneder.

Det første finder sted mandag den 7. oktober på Grauballe Skole, hvor Pia Valbak Schmidt tager tilhørerne med på sine i alt ni vandringer på Caminoen - både lange og korte ture. Indtil nu har hun vandret tilsammen godt 4400 km på Camino-stierne i det nordlige Spanien.

I sit foredrag vil hun både komme med tips og facts om vandringerne på Caminoen og sin helt personlige fortælling om oplevelserne på både godt og ondt - herunder mødet med andre pilgrimme, den spanske befolkning og naturen samt strabadserne, ømme fødder og iskold regn. Pial Valbak Schmidts foredrag vil være rigt illustreret med billeder fra hendes vandreture.

Senere på efteråret byder foredragsrækken i Gjern Aftenskole på Nanna Lihns fortælling om hendes 17.000 km lang cykeltur fra Beijing til Thorning, mens museumsinspektør Keld Dalsgaard Larsen vil tage tilhørerne med på en historisk opdagelsesrejse i ord og billeder langs Gudenåen.

I det fjerde og sidste fortæller Margaret Skovsen om og viser billeder fra en safaritur til Tanzania.