Transferfri midtstopper: Det er op til SIF nu
Mathias Hove AndersenTidligere AGF-spiller udtrykker interesse for at skifte til SIF. Det fortæller han til bold.dk
FODBOLD Silkeborg IF er i den seneste tid blevet sat i forbindelse med Thomas Juel-Nielsen, og flirten med den 29-årige midtstopper tiltager dag for dag.
Onsdag aften overværede den tidligere AGF- og Sønderjyske-spiller pokalkampen i Gentofte, hvor SIF spillede sig videre med en smal 1-0-sejr over HIK, og fredag udtrykker han interesse for et skifte til Søhøjlandet.
Onlinemediet bringer således et kort interview med den kontraktløse midterforsvarer, og han taler åbent om dialogen med SIF.
- Jeg kender til interessen. Det er op til Silkeborg nu. Jeg er ikke i tvivl om, at det ville blive et godt partnerskab, lyder det fra Thomas Juel-Nielsen, der har et håb om, at SIF kan undgå nedrykning.
- Det er selvfølgelig let at sige nu, men jeg er heller ikke i tvivl om, at jeg ville kunne hjælpe dem og bidrage i deres nuværende situation. Der er stadig masser af håb, siger Thomas Juel-Nielsen til bold.dk.
Sportschef Jesper Stüker har overfor Midtjyllands Avis slået fast, at SIF tidligst til vinter henter nye spillere.