Hjertestarterdag på Torvet

Onsdag 16. oktober kan man høre om hjertemassage og brug af hjertestarter

SILKEBORG Ved du, hvordan du redder liv? Ellers vil Hjerteforeningen i Silkeborg gerne fortælle dig lidt mere om det på den internationale hjertestarterdag, onsdag den 16. oktober. Fra kl. 12 til 15 kan du møde repræsentanter for foreningen på Torvet.

Samme dag er der arrangementer i en række byer landet over. Her kan du teste din viden om hjertestop og hjertestart i en quiz, få en snak om genoplivning og ikke mindst afprøve dine færdigheder på en genoplivningsdukke.

Udover at blive klogere på, hvordan man giver hjertemassage, og hvordan en hjertestarter virker, vil der også være mulighed for at få målt blodtryk. Alle er velkomne til at komme forbi og høre mere om at redde liv og Hjerteforeningens arbejde og aktiviteter i Silkeborg og omegn.

- Der er heldigvis sket en markant stigning i antallet af danskere, der træder til, hvis de overværer et hjertestop. Der bliver nu trådt til i 68 procent af hjertestoptilfældene - det er en tredobling i forhold til 2001. Men selvom flere nu kan yde livreddende førstehjælp og handler, opfordrer vi i Hjerteforeningen stadig til, at endnu flere lærer livreddende førstehjælp - det kan for et medmenneske betyde forskellen på liv eller død, siger Anne Kaltoft, adm. direktør i Hjerteforeningen.