World Cup-sølv til Silkeborg-tumbler
GYMNASTIK Den 20-årige tumbler Rasmus Steffensen fra Silkeborg Pigerne & Drengene leverede i weekenden et glimrende resultat ved et World Cup-stævne i den spanske by Valladolid.
Her lykkedet det for ham at snuppe andenpladsen - kun overgået af Vadim Afanasev fra Rusland.
I kvalifikationen reddede Låsby-drengen et mindre kiks i første øvelse, og med en sikker anden øvelse var finalepladsen i hus.
I finalen leverede Rasmus Steffensen to flotte pass til henholdsvis 38.000 og 37.600 point, som samlet sikrede ham sølvet.
- Selvom øvelserne ikke helt levede op til vores forventninger, er både Rasmus og jeg glade for sølvmedaljen.
- Vi glæder os nu begge til at komme tilbage til træningshallen og den videre arbejdsproces frem mod VM i november, siger Oliver Bay, der er landstræner og sportschef i Silkeborg Pigerne & Drengene.
Rasmus Steffensen vandt sidste år EM-sølv i tumbling i 2018.
I 2017 blev han nummer fire ved sit første verdensmesterskab for seniorer.