Fynsk kunst på Badet
Christian Kloch LarsenKunstcentret Silkeborg Bad viser jubilæumsudstilling med Den Fynske Forårsudstilling
KUNST Udstillingen »Fynsk Forår«, som fra på lørdag kan ses på Kunstcentret Silkeborg Bad, markerer 90-året for Den Fynske Forårsudstilling, der har eksisteret siden 1929.
De første mange år bestod gruppen udelukkende af fynske malere og historisk tog udstillingen afsæt i den særlige fynske naturalisme med impressionistiske undertoner, som de noget ældre »Fynbomalerne« stod for.
Udstillingen indeholder værker af udvalgte historiske medlemmer, hvoraf nogle var med helt fra starten. Disse udgør den ene del af udstillingen, mens Den Fynske Forårsudstillings aktuelle medlemmer udgør den anden del.
Videreført op til i dag
Udstillingen markerer Den Fynske Forårsudstillings 90-års jubilæum, og den viser hvilke kunstnere, der etablerede den danske kunstnersammenslutningsmodel på Fyn, og hvordan den er videreført helt op til i dag, hvor de årlige udstillinger stadig fremstår både levende og nyskabende.
De første mange år efter starten i 1929 bestod gruppen udelukkende af fynske malere - og af mænd. Men i dag er der både flere kunstarter repræsenteret og næsten lige mange mandlige og kvindelige medlemmer.
Historiske medlemmer
På udstillingen på Kunstcentret Silkeborg Bad kan man se værker af følgende 17 historiske medlemmer: Aksel Jensen, Christian Pedersen-Bellinge, Eigil Wendelboe Jensen, Fritz Syberg, Gerda Andrea, Herman Madsen, Ingvard Petersen, Jeppe Andreas Larsen, Johannes Larsen, Thormod Kidde, Kay Christensen, Lauritz Mikkelsen, Palle From, Rasmus Nellemann, Regnar Lange, Robert Lund-Jensen og Sven Havsteen-Mikkelsen.
Og 17 aktuelle medlemmer, som er: Annette Holdensen, Anne Skamstrup Heiberg, Birgitte Thorlacius, Hanne Skyum, Helle Baslund, Jens Bohr, Keld Moseholm, Külli Suitso, Lars Abrahamsen, Lars Waldemar, Lea Mi Engholm, Michael Isling, P.O. Hansen, Poul Lee, Sanne Ransby, Sys Svinding, Søren Hillerup Vaag.
Udstillingen kan ses til 5. januar.