Mand og kvinde stjal varer fra genbrugsbutik

SILKEBORG Natten til fredag var en foreløbig uidentificeret mand og kvinde på tyvetogt hos Blå Kors-genbrugsbutikken på Holmbladsvej i Silkeborg.

Kort efter midnat kørte de hen til forretningen, hvor de stjal nogle af de effekter, som andre borgere har doneret til Blå Kors.

Tyveriet er som andre tyverier filmet på genbrugsbutikkens overvågningsanlæg.

Sagen er anmeldt til politiet, som oplyser, at butikken flere gange siden 4. oktober har haft besøg af de to tyve, som blandt andet har stjålet et fjernsyn og noget tøj.

Politiet skal nu se videoptagelserne nærmere igennem. Bilens registreringsnummer er filmet, og derfor formoder politiet i Silkeborg snarest at kunne tage parret ind til en afhøring.