SIF vandt pokaldrama trods mareridtsstart

Peter A. Sørensen 

Ronnie Schwartz blev helten, da Silkeborg IF efter forlænget spilletid vandt i Fredericia

FODBOLD Silkeborg IF er med lodder og trisser videre i pokalturneringen. På Monjasa Park vandt SIFerne 3-4 efter forlænget spilletid.

SIFerne var ellers i gavehumør fra start. Først gav Simon Jakobsen en stor chance væk i de første sekunder, og efter otte minutter tabte reservekeeper Oscar Hedvall et forholdsvis nemt indlæg ned for fødderne af Anders Holvad, der tæt under mål sendte bolden i nettet.

SIFernes defensiv sejlede i det helt taget rundt i den silende regn. Det kostede efter 25 minutter, da Lukas Enevoldsen hamrede bolden væk fra Fredericias forsvarszone, for SIF-defensiven var på hælene, så bolden røg til en helt fri Anders Holvad. Så stod der 2-0.

Fredericia var klart det farligste hold, men lidt ud af ingenting fik SIF reduceret. Efter 43 minutter sendte Lesniak et godt skud af sted, og via en Fredericia-spiller røg bolden i nettet.

Efter pausen kom SIFerne væsentligt bedre med, og efter 61 minutter udlignede Ronnie Schwartz til 2-2.

Efterfølgende ramte Nicolai Vallys stolpen, og SIF sad i det hele taget tungt på opgøret i den periode.

Mod afslutningen tog Fredericia imidlertid over igen, og Hedvall fik lidt syndsforladelse, da han diskede op med en stor redning.

Det lignede til gengæld en afgørelse, da Nicolaj Ritter i overtiden scorede til 3-2, men i de allersidste sekunder udlignede indskiftede Andreas Heimer og sendte kampen ud i tillægstid.

Her scorede Ronnie Schwartz, og det blev afgørelsen.