Læserklubben oplever tysk såvel som dansk julehygge

Lone Henningsen 

Dagstur mandag 9. december til julemarkedet i Flensborg efterfulgt af dansk julehygge i Krusmølle

Mandag 9. december skruer vi atter op for julehyggen, for den dag vil vi se, om der er forskel på den danske og den tyske måde at jule på.

Vi kører med bussen fra Skave Turistfart mellem klokken 7 og 8 - opsamling i Silkeborg, Ikast og Herning og sætter herefter kursen mod Tyskland. Undervejs holder vi ind et sted og nyder morgenkaffen og et smurt rundstykke.

Tyskerne har for vane at julepynte i meget stor stil, måske en smule overdrevet vil nogle af vi danskere måske mene.

Romantisk julehygge
Flensborg emmer af jul især i den gamle bydel, hvor de romantiske gamle købmandsgårde er udsmykket på festligste vis. Ud fra baggårdene og de hyggelige stræder toner levende julemusik, mens appetitvækkende dufte af kanel og brændte mandler blander sig med snakken fra de mange boder.

Vi hygger os her og nyder stemningen inden vi kører mod grænsen, hvor der er ophold og tid til at købe lidt i grænsekiosken.

Den gamle vandmølle
Så går turen til Krusmølle syd for Åbenrå. Her møder vi en smuk gammel vandmølle, som blev grundlagt af Hans den Ældre i 1500-tallet og i 1986 overtaget af Nina og Henrik Loff. Det kreative par har formået at skabe et fantastisk sted med dejlige oplevelser for alle. I julen er laden og staldene omkring omdannet til 2000 kvadratmeter julestue med alt til juletræ og hus samt et lysstøberi.

Her er en skøn stemning og rigtig meget at kigge på.

Kort efter ankomsten går til vi Fru Loff’s Café, hvor vi har bestilt en lækker juleplatte til os hver.

Sidst på eftermiddagen kører vi retur mod Midtjylland og forventer at være tilbage mellem klokken 19.30 og 20.30.

Prisen for denne juletur er for avisens abonnenter 749 kroner.

Prisen inkluderer buskørsel, morgenkaffe og rundstykker, besøg i Flensborg, ophold ved grænsekøbmand, entré og juleplatte på Krusmølle.