Med Læserklubben til jul på slottet

Lone Henningsen 

Blomster, lys, engle og dekorationer i sand overdådighed oplever vi på juleturen til Voergaard slot fredag 29. november

Bag de tykke røde mure på Voergaard finder du Danmarks smukkeste herregård (kåret i 2018 af Historiske Huse), en overdådig renæssancebygning opført mellem 1481 og 1590. Nordfløjen, hvor blandt andre Stygge Krumpen levede, er dog langt ældre.

Hele slottet emmer af nervepirrende historier af mere eller mindre sandfærdig karakter, og denne fredag emmer det betagende sted i den grad også af jul.

Med Ans Bussen som teknisk arrangør kører vi fra Silkeborg, Ikast og Herning mellem klokken 08.35 og 09.30. Undervejs mod Vendsyssel nyder vi formiddagskaffen med brød til.

Omkring klokken 12 når vi frem til et eventyrligt slot, der er forvandlet til et storslået julemarked.

Berings blomsterhus
Kongelig Hofleverandør Bjarne Als fra Bering House of Flowers står for pyntningen af slottet, så alle sejl er sat til med fantastiske, kreative og overdådige dekorationer, som det også er muligt at købe.

Selve julemarkedet vil være at finde i de smukke og storslåede slotslokaler, laden, slotsgården og rundt på området.

Her bliver der præsenteret alt, hvad hjertet kan begære af julepynt, dekorationer, brugskunst, delikatesser, juletræer, julegodter, glaskunst, mode og mange andre spændende julegaveideer. Og de historiske rammer bidrager i den grad til at fuldende julemagien.

Vi dykker ned i kælderen, ikke for at komme i fangehullet, men for at spise vores frokost bestående af en lækker flæskestegssandwich.

Klokken 16 lukker markedet, og vi drager atter sydpå til vores hjembyer. På vejen hjemad får vi serveret kaffe og klejner. Hjemkomst mellem klokken 18.30 og 19.15.

Prisen for denne juletur er 498 kroner for avisens abonnenter. Ikke-abonnenter kan deltage for 548 kroner.

Prisen inkluderer:

Buskørsel

Morgenkaffe og brød

Entré til julemarkedet

Flæskestegssandwich

Eftermiddagskaffe og klejne