Så kan der indstilles kandidater til sundhedsprisen
Christian Kloch LarsenFrist for at komme med kandidater til Sundhedsprisen 2019 er 29. oktober
SILKEBORG Kender du en frivillig, en forening, et værested, en virksomhed eller en institution, der skaber mere sundhed, fællesskab og trivsel i hverdagen for andre i Silkeborg Kommune?
Så er chancen der nu for at nominere lige præcis det initiativ, som du mener styrker sundheden og gør en positiv forskel for borgerne i Silkeborg Kommune til Sundhedsprisen 2019.
- Vi ved, hvor vigtige personer, foreninger, institutioner og organisationer er, når det handler om at skabe mere sundhed og trivsel i hverdagen og ikke mindst glæde for andre, og det vil vi gerne anerkende og sætte pris på. Det kan både være aktiviteter, der involverer mange mennesker, men det kan også være et initiativ for få, som ikke desto mindre gør en stor forskel i deres liv. Vi vil derfor gerne høre om alle de gode tiltag, der spirer rundt omkring i kommunen, siger Gitte Willumsen (V), som er formand for sundheds- og ældreudvalget i Silkeborg Kommune.
Tidligere vindere
Sidste år modtog Hjertemotion Sundhedsprisen for det store arbejde med at styrke sundheden og bygge bro mellem sundhedssektoren og borgerne.
Tidligere har blandt andre Bydelsmødrene, foreningen Broen, Silkeborg Roklubs Handicapafdeling, Trivselsgrupperne i Selvhjælp Silkeborg, Danfoss, Nordre Skole, IF Silkesind og Kirsten Lehrmann - Team Thorning Sundhedscenter modtaget Sundhedsprisen.
Med prisen følger 10.000 kroner, og fristen for indstilling af kandidater til prisen er sat til 29. oktober.