KFUM-profil sprudlede i storsejr

Mathias Hove Andersen 

Nicolai Johansen scorede hattrick, da Silkeborg KFUM knuste IF Skjold Sæby på udebane

FODBOLD Årets sidste udekamp blev en stor succes for Silkeborg KFUM, der kunne tage tre sikre point med hjem fra Nordjylland, hvor IF Skjold Sæby måtte se sig slået med 1-5.

Gæsterne bragte sig allerede i front efter ni minutter ved Thomas Bejder, og efter en halv time fordoblede Nicolai Johansen føringen. Otte minutter senere var den offensive KFUM-profil på pletten igen, da øgede til 0-3.

I det 47. minut gjorde Thomas Dalgaard det til 0-4, og i det 74. minut kom Nicolai Johansen på tavlen for tredje gang med målet til 0-5.

Fem minutter før tid fik værterne pyntet en anelse på stillingen, men Christoffer Nødgaards reducering til 1-5 havde kun kosmetisk betydning.

Med storsejren fastholder Silkeborg KFUM tredjepladsen i danmarksseriens pulje fire. Holdet er et enkelt point efter både IF Lyseng og Holstebro Boldklub, men sidstnævnte har en kamp i hånden.

KFUM lukker 2019 med en topkamp på Jysk Park fredag 1. november, hvor IF Lyseng kommer på besøg.