Dukkefestival om liv og død

Christian Kloch Larsen 

På torsdag åbner Silkeborg Dukketeaterfestival 2019 med »Drømmen om dyrenes karneval«

DUKKETEATER Silkeborg Dukketeaterfestival, som åbner torsdag 7. november, kommer til at handle om liv og død.

Når dukkerne igen rykker ind i Silkeborg i den kommende uge til den internationale dukketeaterfestival, »Festival of Wonder«, kommer det nemlig til at handle om tilværelsens helt store spørgsmål.

Flere forestillinger bliver opført til levende musik, som for eksempel den spanske åbningsforestilling »Drømmen om dyrenes karneval« med 11 musikere, syv dukkeførere og kæmpestore dukker.

I en af festivalens mest spetakulære forestilling, er det i bogstaveligste forstand liv og død, der bliver bragt i spil, nemlig forestillingen »Cirkusartisten« på havnen ved Åhavevej, som bliver udført af den verdensberømte highwire-walker David Dimitri fra Schweiz. Forestillingen har Silkeborg-premiere næste torsdag, lige som den tjekkiske forestilling »Swinging Marionettes« også vises første gang under festival næste torsdag i Medborgerhuset.

Igen i år er der mulighed for at deltage i det populære dukkeværksted og se udstillinger som for eksempel Matej Formans udstilling »Imaginarium« på Kunstcentret Silkeborg Bad. Det er også muligt at deltage i Back Stage Talks med teatrene eller se film i Bio Silkeborg under festivalen.

Silkeborg Dukketeater Festival præsenterer i år 33 forestillinger fra 13 lande. Festivalen finder sted hvert andet år.