SIF får udekamp i pokalkvartfinalen

Michael Helligsø 

FC København slog FC Nordsjælland i pokalturneringen, mens AGF sendte OB ud med en smal sejr

FODBOLD Silkeborg IF får en udekamp, når klubben til marts spiller kvartfinale i Sydbank Pokalen.

Det blev en realitet torsdag aften, da der blev trukket lod til næste runde i pokalturneringen.

Her får Silkeborg IF fornøjelsen af vinderen af kampen mellem Fremad Amager fra 1. division og AC Horsens fra Superligaen. De to klubber mødes på onsdag i 1/8-finalen, og vinderen af den duel møder altså SIF på hjemmebane.

Kvartfinalen skal spilles mellem 3. og 5. marts næste år. Inden da vil SIF og de øvrige klubber i den bedste række have spillet tre forårsrunder i Superligaen.

Lodtrækningen blev foretaget efter torsdagens kampe i pokalturneringen, hvor AGF på hjemmebane slog OB med 1-0 på et sent perlemål af Jakob Ankersen.

Dermed var der tiltrængt pokalsucces til AGF, der de seneste sæsoner har dummet sig mod lavere rangerede klubber.

- Sidste år tabte vi til Næstved, og det var frygteligt. Året før var det Fredericia. I de to seneste runder har vi været på røven mod hold fra lavere rækker, vi ikke kendte meget til. Det har været svært, så vi er meget glade for sejren, siger AGF-træner David Nielsen til stiften.dk.

I OB-lejren var træner Jakob Michelsen skuffet over indsatsen i Aarhus.

- Vi lavede en dårlig præstation, og når vi leverer, som vi gjorde her, så kan vi ikke forvente at gå videre, siger Jakob Michelsen til fynboernes hjemmeside.

AGF får udebane i kvartfinalen, hvor klubben skal møde vinderen af opgøret mellem AB fra 2. division og Esbjerg fra Superligaen.

Randers FC får en hjemmekamp mod Sønderjyske i en ren superligaduel, mens vinderen af HB Køge mod AaB får hjemmebane mod FC København.

FCK vandt torsdag 4-1 på hjemmebane over FC Nordsjælland i en kamp, hvor Nicklas Bendtner med sin scoring til 1-1 endelig fik åbnet målkontoen for FCK.

- Det var rigtigt fint. En god følelse. Nu er vi gang, sagde den tidligere landsholdsangriber efter kampen til TV3 Sport.