Læserklubben: Fantastiske Færøerne – grøn og skøn

Lone Henningsen 

En uge fyldt med naturskønne oplevelser i sommeren 2020 i selskab med ekspertrejseleder. Vi har hele to afgange i juli

18 små og større klippeøer midt i Atlanten udgør verdens mest unikke øsamfund og samtidig også et af verdens smukkeste. Læserklubben byder velkommen til Færøerne - til fred og ro i en storslået, barsk og dramatisk natur med forrevne klipper, dybe grotter, irgrønne bakker ned mod det blå Atlanterhav, et fantastisk lys og idylliske bygder.

Vi har i 2020 sikret os hele to sommerafgange med den populære rejseleder fra EURO-TEMA Specialrejser. Turene foregår 2.-9. juli og 12.-19. juli og er identiske.

Busopsamling i Silkeborg, Ikast og Herning og kørsel til Billund, hvorfra flyet afgår om eftermiddagen direkte til Færøerne. Cirka to timer senere ankommer vi til Vagar og kører med bussen mod Tórshavn.

Allerede på turen langs fjordene, gennem små farverige bygder, gennem dale og over fjelde fornemmes, hvilke imponerende oplevelser der venter os den kommende uge.

Fremme i centrum af hovedstaden Tórshavn indkvarteres vi på, efter vores mening, byens bedste hotel, nemlig Hotel Hafnia. Hotellet ligger perfekt lige midt i byen og er et fantastisk udgangspunkt for at opleve Færøerne.

Aftensmad på hotellet.

Vi kører »på bygd«
Dag 2 indledes i Tórshavn med et besøg i det unikke kultursted Nordens Hus, inden vi kører »på bygd« og begynder ved den enestående indfjord Saksun. Gennem den 10 kilometer lange Saksundal kommer man frem til et naturfænomen, en kedelformet indfjord med tilsandet åbning ud mod havet.

Besøg ved den lille kirke, der på en fin måde fortæller om, hvorledes kårene var på Færøerne i en ikke fjern fortid.

Gennem århundreder har den gode færøske uld været livsvigtig. Sådan er det desværre ikke mere, men der findes et par steder, hvor ulden stadig er i høj kurs. Vi besøger en fårebonde, kigger på hans besætning, hører uldens historie og ser på det, der produceres af ulden.

Magtens centrum
Dag 3: Vi tager en spadseretur rundt i det gamle kvarter Tinganes med de smalle gader og alle de smukke brunmalede og sorttjærede færøhuse.

Ude på den yderste spids har verdens ældste parlament holdt samling i mere end 1000 år. I dag er Tinganes sæde for Landsstyret - den færøske regering, der residerer i de små, velholdte bygninger.

Vestmanna-fuglefjeldene er en af landets helt store attraktioner, og denne dag vil vi forsøge, om vejret er med os. Turen foretager vi med bus over fjeldet til den smukt beliggende og farverige bygd Vestmanna, hvor en båd ligger klar til at tage os med på turen langs forbjergene. Det giver et fantastisk indtryk at sejle neden for de flere hundrede meter høje klipper med Atlanterhavet på den anden side.

Turen varer cirka to timer og er vejrafhængig. (Pris 325 kroner, som afregnes på turen).

Dag 4: Nordøernes og Færøernes næststørste by, Klaksvík, bliver dagens første mål. Mon ikke mange erindrer navnet og den episode, der her fandt sted i 1955? Et spændende besøg i byen med skibe og både, fisk og fiskere, uld og aktive kvinder samt et besøg i Færøernes største kirke, Christianskirken.

Den lille ø Kunoy har vendt det tidligere faldende indbyggertal. Se hvordan, når vi besøger øen.

Kongsbondens velkomst
Dag 5: Formidagen byder på et helt specielt besøg i Kirkjubøur, der er Færøernes gamle, historiske og kulturelle centrum med den maleriske kongsgård, hvor den nuværende kongsbonde er 17. generation i rækken. Vi ser også den ufuldendte Magnus-katedral samt den lille Olavskirke fra Middelalderen. Kongsbonden eller fruen vil selv modtage os denne dag.

Rejselederen tilbyder en eftermiddagsrundvisning på det spændende kunstmuseum for dem, som ønsker det (entré ikke indkluderet).

I betragtning af Færøernes indbyggertal og landets afsides beliggenhed midt ude i Atlanten finder man en imponerende dynamik i færøsk billedkunst. Naturen og dens kræfter betyder også her meget. Under rundvisningen vil man se flere færøske kunstnere, som tydeligvis har fundet inspiration i Danmark.

Kæmpen og Kællingen
Dag 6: Langs Sundet fås et glimt af Færøernes højeste vandfald, Fossa på 140 meter, inden bussen indleder en lang stigning op mod passet for foden af Slættaratindur, øernes højeste fjeld på 880 meter.

Undervejs opleves de to sagnomspundne »drangar«, nemlig Kæmpen og Kællingen, der stolte står og bryder de voldsomme kræfter i havet. Et storslået syn!

Med sin unikke naturhavn vil Gjógv betage de fleste. Det er en helt speciel fornemmelse at gå ned ad trappen ved siden af bådslisken til naturhavnen. Det skal opleves!

På med vandreskoene
Elduvík er kendt for sin flotte beliggenhed og er stedet, hvor mange fantaserer om at leve et stille otium.

Dagen byder også på et tilbud om en fjeldtur. En ubeskrivelig smuk tur af cirka en times varighed. Er man ikke til vandretur, vil en tur gennem den smukke bygd til havnen være oplagt.

På dag 7 skal vi på en tur, som ikke er mange turister forundt.

Godt gemt bag Sandoy findes et lille lukket samfund, hvor menneskene er minoriteten og fuglene bor i tusindvis. Efter godt halvanden times kombineret kørsel og sejlads ankommer vi til Skúvoy. På landingsstedet bliver vi mødt af formanden i bygderådet, som denne dag vil tage os med rundt på den lille ø. Vi vil møde fuglefjeld pg se storkjover og lunder (søpapegøjer), der i deres højtidsdragt - sort kjole og hvidt kravebryst - står klar til vore kameraer og nysgerrighed. Vandreturen tager cirka to en halv time i langsomt tempo (solidt fodtøj er nødvendigt).

Tilbage i bygden venter et par af bygdens damer med en let frokost i et privat hjem.

Tak til øens folk
Det fortælles om Skúvoy, at her ligger vikingehøvdingen Sigmundur Breitisson begravet. Han kristnede Færøerne for 1018 år siden. Her tæt på verdens ende høres de historiske vingesus tydeligt.

Denne udflugt lader sig alene gøre på grund af stor velvilje fra øens beboere, hvorfor de skal have stor tak.

Dag 8 er formiddagen til fri disposition, inden bagagen pakkes i bussen, der bringer os til øen Vagar, hvor vi vil kigge rundt blandt andet forbi Færøernes største indsø til Sørvágur, hvorfra det i klart vejr er muligt at se Færøernes vestligste ø, Mykínes, samt det helt unikke sted Gásadalur.

Vi kører til lufthavnen og flyver retur til Billund, hvor bussen venter os.

Prisen for dette eventyr er 13.190 kroner per person for avisens abonnenter i dobbeltværelse. Ikke-abonnenter betaler tilsvarende 13.390 kroner. Eneværelsestillæg på 700 kroner.

Rejsen inkluderer god halvpension og udflugtsprogram. Rejselederen er med hele vejen fra Jylland, og vi har indsat bustransport til/fra Billund Lufthavn.