A.P. Møller-fond sender 22 millioner til skolearbejde i Silkeborg

Søren Nielsen 

Lærere og pædagoger skal efteruddannes i teknologiske undervisningsmetoder, der skal løfte elevernes indsigt i teknologi, design og fabrikation

SILKEBORG Undervisningsmetoden Fablab får en indsprøjtning på 22 millioner kroner fra A.P Møller og Hustru Chastine McKinne Møllers almene fond.

Pengene skal deles mellem Vejle, Kolding, Middelfart og Silkeborg kommuner. De fire kommuner indgår i dag i et partnerskab, der hedder [email protected] Det er det samarbejde, som modtager pengene, oplyses i en pressemeddelelse fra kommunerne.

Målet med donationen er at styrke »teknologiforståelse gennem design og fabrikation.« Ifølge meddelelsen vil mindst 13.500 elever få glæde af indsatsen i perioden 2020-24.

- Vi skal sikre, at vores børn og unge bliver kompetente til at leve, uddanne sig og arbejde i en stadig mere digitalisereret verden. Derfor skal eleverne i folkeskolen lære at beherske de teknologier, som omgiver os, så de ikke bliver passive forbrugere af teknologi, men aktive producenter og skabere af og med teknologi, siger Hanne Voldborg Andersen, der er national koordinator for samarbejdskommunerne.

Ud på skolerne
Det er ude på de enkelte skoler, at Fablab-undervisningen foregår.

I første omgang er det dog lærere og pædagoger, som skal i gang med at blive efteruddannet som følge af millionindsprøjtningen.

Det er også en meget glad og stolt udvalgsformand for skoleområdet, Søren Kristensen (S), der ser frem til at tage imod pengene.

- Gennem Fablab giver vi børn og unge mulighed for at udvikle teknologiforståelse, konkrete praktiske færdigheder og faglige kompetencer i mangfoldige læringsmiljøer, fortæller Søren Kristensen.

Efteruddannelsen for lærere og pædagoger tilbydes fra august 2020. I Silkeborg finder man undervisningsværktøjerne til Fablab i Campushuset på Bindslevsplads. Herefter skal det videre med lærere ud på de enkelte skoler.

- Der indledes nu en proces, hvor skolerne kan anmode om at få lærere på efteruddannelse i dette projekt. Så alle inviteres med, og der efteruddannes lærere af flere omgange i 2020, 2021 og 2022, tilføjer Hanne Voldborg Andersen.