Stregprofil forlænger med Bjerringbro-Silkeborg

Mathias Hove Andersen 

En vigtig brik til næste års hold er faldet på plads i BSH, hvor Jesper Nøddesbo tager et år mere på stregpositionen

HÅNDBOLD Jesper Nøddesbo og Bjerringbro-Silkeborg fortsætter samarbejdet i den kommende sæson. Det oplyser ligaklubben mandag aften kort inden ligakampen mod GOG.

Den 39-årige stregspiller har brugt det sidste stykke tid på at mærke efter, om tiden var kommet til at stille håndboldskoene på hylden, eller om han havde mod på mere.

- Jeg kan se, at der begynder at optegne sig noget på den anden side af min håndboldkarriere, som også kunne være spændende at begive mig ind i, men jeg kan også mærke, at jeg har lyst til at spille mere og stadig synes, at det er sjovt, siger Jesper Nøddesbo, som har skrevet under på en etårig kontraktforlængelse med BSH.

- Jeg er glad for, at klubben kan bruge mig et år mere, men også at jeg har lysten til det, og jeg føler mig privilegeret i forhold til at kunne træffe beslutningen på den baggrund, uddyber han.

Den tidligere landsholdsspiller føler stadig, at han har noget at bidrage med, og motivationen er fortsat i top.

- Det er lysten, der stadigvæk driver værket, og min krop kan holde til det. Der er andre ting, som jeg godt kunne kaste mig over nu, men jeg vil gerne give mig selv det år mere, fordi jeg netop kan mærke, at lysten er der, forklarer Jesper Nøddesbo, der glæder sig over beslutningen.

- Jeg har tænkt mange tanker og har måske også en tendens til at overtænke tingene en lille smule, siger Jesper Nøddesbo med smil.

- Det er altid rart, når man så har truffet en beslutning, og nu er den endda blevet truffet i god tid. Så nu har jeg halvandet år, hvor jeg kan nyde at spille håndbold, konstaterer Jesper Nøddesbo.

På ledelsesgangen i Jysk Arena glæder man sig også over, at samarbejdet med Jesper Nøddesbo fortsætter.

- Vi mærker en spiller, der stadig har en stor sult for at spille håndbold, og det er vigtigt, siger BSH-direktør Jesper Schou, der udtrykker tilfredshed med det samarbejde, der blev indledt i 2017.

- Vi var stolte og glade, da Jesper efter 10 år i Barcelona valgte at spille for Bjerringbro-Silkeborg, og ligeledes er vi glade for, at han stadig har lysten og motivationen til at tage et år mere, siger Jesper Schou.