Skidt SIF-aften: Nederlag og skade til topscorer

Michael Helligsø 

SIF bed godt fra sig, men tabte knebent mod Brøndby. Ronnie Schwartz udgik med knæskade

FODBOLD Silkeborg IF har stadig sæsonens første hjemmesejr til gode.

Trods en fornuftig indsats tabte det undertippede bundhold mandag aften med 0-1 til Brøndby på en aften, hvor der også var andet end resultatet at være nedtrykt over i SIF-lejren.

Allerede efter en halv times spil måtte hjemmeholdet nemlig skifte topscorer Ronnie Schwartz ud, efter han kom til skade med knæeet i en duel med Brøndby-keeper Martin Schäbe.

Det så tydeligvis ikke godt ud, og en synlig berørt SIF-topscorer gik direkte i omklædningsrummet efter sin skade.

På det tidspunkt var Brøndby allerede i front. Føringsmålet kom efter et lille kvarter, hvor Simom Hedlund let kunne sende Hany Mukthars frispilning i nettet efter alt for passivt forsvarsspil af SIF-holdet.

Svenske Hedlund var i det hele taget Brøndbys farligste mand, mens det kneb for værterne med at skabe de helt store chancer. Tættest på var Jeppe Okkels, der ramte overliggeren på et indadskruet hjørnesark.

SIF spillede dog godt med, og kort efter pausen brændte indskiftede Emil Holten værterne største chance, da han ikke fik ordentligt ram på Svenn Crones hårde indlæg.

Umiddelbart efter var SIF igen farlige. Mads Emil Madsen tog et løb ind i feltet, og det lignede et straffespark, da han blev bremset af en Brøndby-forsvarer, men dommer Jakob Kehlets fløjte udeblev.

Derefter overtog Brøndby igen styringen, og i slutfasen var udeholdet tættere på at score end SIF, der ellers satsede offensivt ved at sætte Shkodran Maholli på banen i stedet for Filip Lesniak.

I overtiden pressede SIF på. Jeppe Gertsen var ved at komme til en stor chance, men det endte 0-1 på en aften, hvor 5432 tilskuere lagde vejen forbi Jysk Park.

Med nederlaget ligger SIF stadig sidst i Superligaen med tre point op til Esbjerg på næstsidstepladsen.